Det er ord, jeg står ved – og dét tegner godt for Nio EL7, der ret beset er en højbenet udgave ET7, som kører på samme platform med samme drivlinje og batteripakker.
Problemet for Nio EL7 er dog, at den har flere konkurrenter end sin lavstammede søster, og da prisen er mere europæisk, end den er kinesisk, skal den stå tidligere op.
Hvilke konkurrenter?
Nio ET7 er en luksussedan, der på udstyr, luksus og pris sagtens kan bide skeer med Mercedes EQE. En tysk konkurrent, der også står som den eneste rigtige konkurrent – i hvert fald indtil BMW i5 er klar.
Følger man SUV-strømmen, er der dog mere at vælge imellem. Foruden EL7 kan man blive i Kina og vælge XPeng G9, mens Tyskland disker op med modeller som Mercedes EQE SUV, Audi Q8 og BMW iX.
Batterierne på 75 kWh og 100 kWh kan til EL7 lejes på månedlig basis for henholdsvis 1.299 kr. og 2.199 kr. om måneden. Vil man eje batteriet, koster Nio EL7 817.000 kr. med 75 kWh eller 937.000 kr. med 100 kWh – og det er tættere på tyske priser, end det er på kinesiske.
Tæt på tysk
Til 937.000 kr. Kommer Nio EL7 ganske vist med en gavmild mængde udstyr samt en drivlinje med svimlende 653 hk, der med det store batteri præsterer 509 km i rækkevidde.
Til sammenligning kan Audi Q8 50 e-tron gafles fra 699.990 kr. med 89 kWh batteripakke og 547 km i rækkevidde. Den kraftige SQ8 med 106 kWh, 503 hk og 554 km i rækkevidde koster fra 914.990 kr.
En tilsvarende BMW iX xDrive50 koster fra 1.075.000 kr. mens en Mercedes EQE SUV 500 koster fra 1.067.000 kr. og selvom det er dyrere, er det også mærker, der automatisk forbindes med luksus – i hvert fald mere end et nyt bilmærke som Nio gør i dag.
Og apropos nyt mærke, så har XPeng også en konkurrent til Nio EL7 i form af G9 AWD Performance. Den har samme højde, drøjde og mængde af luksusudstyr, et stort batteri på 98 kWh, 551 hk og 520 km i rækkevidde. Her er prisen 599.900 kr. altså, 337.100 kr. billigere end Nio EL7 100 kWh.
Et værdiproblem
Nio EL7 er en bil i særklasse, der har kvaliteter på niveau med de tunge tyskere, den er i selskab med. Særligt kabinen bør tage kegler hos os skandinaviske kunder.
Hvor tyskerne i stigende grad bejler til kinesiske tendenser med krom, krystaller og pianolak, holder Nio kabinen minimalistisk og tenderende til stringent. Kabinen er blottet for tingeltangel og er barberet ned til bløde overflader, tropisk træ og knapper af høj mekanisk kvalitet. Det føles dyrt og europæisk.
Alt dét har høj værdi – men det har Nio ikke endnu som bilmærke.
Har man en million at bruge på en elbil, vil jeg ikke fortænke nogen i at kigge på de tre tunge tyskere først, fordi man ved, det er lækkert. Med Nio er det kun dig og mig, der ved, at det er lækkert.
Springet til at bruge den samme million på en elbil fra et forholdsvist ukendt kinesisk mærke er bare større, uanset hvor mange gange et bøv som jeg siger, at den er mindst lige så fed.
Når man så oven i købet kan købe en kraftig, luksuriøs og voluminøs elbil af samme kaliber fra et andet forholdsvist ukendt kinesisk bilmærke til færre penge, vokser udfordringen sig større for Nio.
Batteribytte
Nio har en vision om 120 batteriskiftestationer i Europa ved udgangen af 2024, og det har jeg ikke glemt. I dag er der bare kun én station i Danmark, og der skal flere til, før man kan betragte det som en reel konkurrencemæssig fordel.
Idéen om at kunne skifte til et fuldt opladet batteri på få minutter har masser af potentiale. Ikke alene fjerner det et irriterende tidsaspekt om at sidde ved en lynlader, når man er på farten, men det køber også en form for sikkerhed i batteriudviklingen.
Når blot man lejer sit batteri, vil man på sigt kunne skifte sit batteri et af nyere generation end det, bilen købes med i dag. Her og nu er fordelen dog begrænset med kun 16 stationer i Europa totalt.
Hardware på højben
Som bil er Nio EL7 helstøbt, og den førnævnte detaljeorientering fra kabinen opleves hele bilen rundt. Køreoplevelsen er yderst komfortabel og ikke mindst tyst, hvor man får fornemmelsen af at sidde i et vakuumkammer selv på motorvejen – præcist som i ET7.
Undervognen tumler en anelse mere med skarpe ujævnheder ved lav hastighed. En typisk pris at betale for at være smart med en højere SUV-opsætning af undervognen.
Den højere SUV-opsætning koster også lidt på aerodynamik og derfor rækkevidde. Heldigvis er EL7 ret skarp til at holde den reelle rækkevidde, der vises i displayet, ajour med kørestilen. Det giver sikkerhed. Med blandet kørsel under sommerlige vejrforhold kommer man stadigvæk omkring 450-480 km.
Foruden dekadent kabine og luftundervogn deler EL7 også teknisk hardware med ET7. Det være sig den stemmeassistenten Nomi, der sidder på instrumentbordet, en velfungerende 12,8” infotainmentskærm samt 33 sensor- og kameraenheder til autopilot.
Selvom sidstnævnte autopilot er blevet mere striks, blandt andet som følge af EU-direktiver om advarsel med lyd ved fartoverskridelse, er hardwaren af den samme, solide slags.
Et stort spring
Det er svært at punktere idéen om et produkt, man faktisk tror på. Jeg synes, at Nio EL7 er ret herlig, men prisen gør, at jeg forstår dem, der hellere ser i retning af noget tysk.
Hvis man omvendt vil skille sig ud og tage springet med at bruge et beløb i tyskerklassen på et nytænkende og ambitiøst kinesisk bilmærke, er EL7 ikke ringe at gøre det med. Den er den lækreste, mest velbyggede og komfortable bil, der næppe får en chance.
Nio EL7 100 kWh
Motor: To elmotorer (for og bag) Ydelse: 653 hk / 850 Nm 0-100 km/t: 3,9 sekunder Tophastighed: 200 km/t Batterikapacitet: 100 kWh Rækkevidde: 509 kilometer Mål (L/B/H): 491/198/172 cm Køreklar vægt: 2.441 kilo Bagagerumsvolumen: 658 liter (inkl. opbevaring under gulvet)
Pris: 937.000 kr. (EL7 fås fra 784.000 kr. med lejet batteri) Pris på abonnement: 14.620 kr./måned (EL7 fås fra 12.198 kr.)
Seat Leon kører stadig parløb med Cupra Leon, men faceliftet af Cupra-modellen gør det trods alt muligt at se forskel. Leon er nu også opdateret med nye motorer og nyt infotainment, men uden designændringer.
Den elektriske SUV Voyah Free sælges i meget få eksemplarer, og importøren har taget konsekvensen og igen skrællet noget af prisen. Denne gang sænkes prisen med 200.000 kr. til 399.990 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.
I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.