Toyota BZ4X FWD Executive 2026-12
Test og anmeldelser
19. juli 2026

Test: Toyota BZ4X sælger som fortjent

Toyota BZ4X sælger som lunt bagværk, og selvom det for blot et par år siden var utænkeligt, er det i dag helt og aldeles fortjent.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Når Toyota-kunder frasiger sig en model, ved man, at den er gal. Undersøgelser viser gang på gang, at netop Toyota-kunder er blandt de mest tilfredse og loyale – men den første aftapning af BZ4X hoppede de ikke på.

Toyota BZ4X startede livet som en ufærdig bil med udfordringer udi forbrug, batteristyring og rækkevidde, hvilket naturligt betød, at salget gik sløjt. Toyota ilede tilbage til tegnebrættet og har løbende opdateret BZ4X i det små, før den i sommeren sidste år fik en mere gennemgribende opdatering.

Nu er Toyota BZ4X som forvandlet, og det loyale Toyota-folk honorerer det. Den er stabilt blandt de bedst sælgende biler herhjemme, og set i første halvår af 2026 ligger den på en stærk andenplads, kun overgået af en håndfuld Skoda Elroq. Og det er helt som fortjent.

Toyota BZ4X FWD Executive 2026-21
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-20
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-19
Foto: Simon Hallenslev

Indenfor i en rigtig Toyota

Hvis jeg skal være lidt strid, var det ikke kun teknikken, der haltede i den første BZ4X. Her var problemerne blot så store, at de overskyggede andre mindre iøjnefaldende svagheder som kabinen, der med pianolak og svingende materialekvalitet fremstod middelmådig.

Sådan er det ikke længere. Opsætningen omkring føreren er stadig lidt særegen, men dybt funktionel med højt placeret digital instrumentering, lavt placeret rat og en bred midterkonsol. Sidstnævnte er skiftet ud, så den ikke alene er befriet for pianolak, men også fremstår mere åben og enkel med trykknapper, gearvælger og plads til trådløs opladning af to smartphones.

Materialekvaliteten er løftet generelt på tværs af kabinen, hvor bløde materialer nu har fundet deres vej langt op ad dørsiderne. I instrumentbordet foran passageren er stof med hård plastikbund erstattet af et blødere foret materiale, mens designet tilmed er mere stringent.

Toyota BZ4X FWD Executive 2026-10
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-6
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-5
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-9
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-8
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-7
Foto: Simon Hallenslev

I midten af det hele står en aldeles glimrende skærm til infotainment på 14”. Her er to store og velintegrerede knapper til klimaanlæg, der med skærmen bagved giver en fed effekt. Opløsningen er ‘crisp’, og selvom selve systemet måske ikke er det lækreste rent layoutmæssigt, er brugervenlighed samt responsiviteten helt i top.

Det eneste reelle brok, jeg har fra førersædet, er først og fremmest skærmen til digital instrumentering. Nok er der ryddet op omkring den, men skærmen i sig selv er ret basal. Dernæst er der manglen på handskerum, hvor hulrummet under midterkonsollen ikke rækker som erstatning.

Frit valg på praktik

Det er næsten som om Toyota godt selv ved, at BZ4X nu sidder lige i skabet. I al fald har de bygget det elektriske modelprogram op omkring den, så man nu kan købe en større, mere rummelig stationcar-version i BZ4X Touring, mens mere strømlinede coupé-drømme findes i C-HR+, der er en teknisk tvilling til BZ4X.

Toyota BZ4X FWD Executive 2026-22
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-2-2
Foto: Simon Hallenslev

I den ‘almindelige’ Toyota BZ4X er der fortsat fint med plads til de fleste. På bagsædet er der god plads til ben og hoved samt mulighed for at skubbe fødderne ind under forsæderne. Selv kunne jeg godt have tænkt mig en snas mere vinkling på bænken bagtil for at give mere støtte til baglårene.

Mindre støj, mere stabilitet

Køreegenskaberne i BZ4X har aldrig været grobund for kras kritik, og Toyota har heller ikke revolutioneret noget heri. Alligevel er der fundet plads til finjustering, der gør, at en allerede stabil og komfortabel bil har fået et nøk mere af begge dele.

Testbilen bliver hjulpet på vej af kun 18” fælge med store dæk til at bistå undervognen med udglatning af ujævnheder, men da BZ4X i min optik også kan bære det setup udseendemæssigt, er der i virkeligheden ikke grund til at vælge andet.

Foruden komfort er stabilitet også et styrkepunkt for Toyota BZ4X, der altid opleves forudsigelig. Her er ikke meget sjov og spræl, og BZ4X kan bedst beskrives som ordentligheden selv, men det er, som man gerne vil have det i denne klasse. Styretøjet er en stor bidragende faktor til stabiliteten, da det er både godt vægtet og præcist.

Toyota BZ4X FWD Executive 2026-17
Foto: Simon Hallenslev

Støjisoleringen er også forbedret, og det var faktisk et punkt, hvor BZ4X godt trængte til en overhaling. Ved motorvejskørsel er der stadig mere skurren fra vejen, end man finder i eksempelvis en Skoda Enyaq på større fælge, men der er tale om en forbedring.

Testbilen er udstyret med det større af to batterier på 73 kWh med forhjulstræk og 224 hestekræfter. Det føles som den helt rigtige mængde kræfter til Toyota BZ4X, der har fint overskud til raske accelerationer, men som aldrig lader forhjulene slippe grebet.

Hvad med forbruget?

Det store kritikpunkt var fra begyndelsen forbruget, der takket være indlagte buffere i batteriet og skæv batteristyring gav forbrugsmålinger op mod 27 kWh pr. 100 kilometer. Det oplevede min kollega Morten Bek i hvert fald, da han først havde fingrene i den i 2022.

Toyota BZ4X FWD Executive 2026-16
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-15
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026-13
Foto: Simon Hallenslev

I virkeligheden har Toyota faktisk haft godt styr på det himmelråbende forbrug siden 2023, da de med en stor softwareopdatering fik ordnet netop batteristyringen. Jeg selv lavede en motorvejstung forbrugstest i oktober 2023, hvor BZ4X i snit brugte under 20 kWh pr. 100 kilometer.

I denne store og mere regulære opdatering er der også fundet plads til både et lidt større batteri samt mere effektive elmotorer. Det mærker jeg også i min test, hvor BZ4X nu bruger tættere på 17 kWh pr. 100 kilometer på motorvej. Bevares, også i bedre vejr, men alligevel en stor forskel, der gør, at man bør kunne flytte sig mere end 400 kilometer på en opladning ved 110 km/t.

Opladningshastigheden fik næsten lige så stor kritik som forbruget, og her har Toyota intet gjort ved peakeffekten, der er uændrede 150 kW. Til gengæld har de gjort noget ved ladekurven, så BZ4X nu faktisk kan lade sine 10 til 80 procent på de normerede 28 minutter. Som kirsebær på toppen kan BZ4X nu tilkøbes med 22 kW AC-opladning, så storbyens standere bliver dét mere attraktive.

Toyota BZ4X FWD Executive 2026-14
Foto: Simon Hallenslev

Priser og udstyr

Toyota BZ4X Active 57,7 kWh er det knap så mundrette navn på basisvarianten. Her fås det mindre batteri, 167 hestekræfter og en rækkevidde på op til 444 kilometer. Active-udstyret betyder 18" alufælge, bakkamera, varme i rat, forsæder og forrude, elbetjent bagklap, den flotte 14” infotainmentskærm, batterivarmer og nøglefri betjening.

Med det større 73,1 kWh-batteri, rækkevidde op til 573 kilometer og elmotor med 224 hestekræfter koster BZ4X fra 324.990 kr. Den beskedne merpris på 25.000 kr. inkluderer samtidig 360-graders kamera, udvendigt omgivelseslys i sidespejlene og tyverialarm, selv om udstyrsniveauet her også hedder Active Tech.

Testbilen står med Executive-udstyr, hvor man for yderligere 20.000 kr. (og en startpris på 344.990 kr.) får ting som 22 kW AC-opladning, varme i bagsædet, strålevarme ved forsæderne, indtræk i kunstlæder, velspillende JBL-lydsystem, digitalt bakspejl med kameravisning og eljusterbart førersæde.

Toyota BZ4X FWD Executive 2026-2
Foto: Simon Hallenslev
Toyota BZ4X FWD Executive 2026
Foto: Simon Hallenslev

Alle varianter med det store batteri fås med firehjulstræk og 343 hestekræfter, hvor rækkevidden daler til 516 kilometer. Den firehjulstrukne variant må trække 1.500 kilo, hvor grænsen for forhjulstrækkerne ligger på 750 kilo. For det betaler man 20.000 kr. ekstra.

DEN ENDELIGE DOM

Fuldstændigt som Toyota BZ4X fortjente de drøje hug, den fik ved lanceringen, fortjener den nu stor ros.

Det problematiske kapitel er lukket, og BZ4X er nu endelig den bil, Toyota drømte om at sende på markedet i første omgang. En på alle måder fornuftig, velbygget, velkørende og praktisk bil, der er let at betjene, lader i et anstændigt tempo og har et fint forbrug.

BZ4X er en vaskeægte Toyota, og det behøver man ikke tage mit ord for. Tag det hellere fra de lige knap 5.000 Toyota-kunder, der alene i løbet af første halvår af 2026 har honoreret indsatsen og købt sig en BZ4X. Og med introduktionen af den praktiske Touring er det et tal, som jeg spår vil vokse endnu mere i løbet af året.

Toyota BZ4X FWD Executive Tech

Motor: Elmotor (for) Ydelse: 224 hk/269 Nm 0-100 km/t: 7,4 sekunder Tophastighed: 160 km/t Forbrug: 14 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 569 kilometer Batteristørrelse: 73,1 kWh Ladekapacitet: 150 kW DC-ladning 10-80 procent: 28 minutter Mål (L/B/H): 469/186/165 cm Køreklar vægt: 1.925 kilo Trækvægt: 750 kilo Bagagerumsvolumen: 452-1.425 liter Pris: 344.990 kr. (BZ4X fås fra 299.990 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.999/4.799 kr. (BZ4X fås fra 4.499)* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst Produktionsland: Japan Fabriksgaranti: 10 år op til 185.000 kilometer** *Privatleasing på 36 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året inkluderet. *De første tre år op til 100.000 kilometer er fabriksgaranti. De følgende syv år op til 185.000 kilometer er serviceaktiveret garanti, som kræver obligatoriske servicetjeks hos autoriserede værksteder.

Ladeboks til stærk pris

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant