Test: Mercedes-AMG C 63 S er svær at holde af
Der er ikke solgt mange eksemplarer af den nye Mercedes-AMG C 63 S – og det forstår vi godt. Læs med og find ud af hvorfor.
Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder
Hvis du er typen, der dyrker basejumping, når du keder dig, spiser fugu-fisk til morgenmad og helst ser løveburet i Zoo indefra, er denne Ugens fund lige noget for dig. Den er til dig, der lever livet på kanten og gerne vil have en bil med moderiske intentioner i garagen.
Denne Ugens fund er en BMW Hartge H50. Det er en bil, der er født som en blid, bayersk baghjulstrækker, men som ved hjælp af skarpe ingeniørhjerner er gjort decideret ondsindet. Hvor rækkesekseren engang sad, er i stedet skohornet en V10-motor fra BMW M5.
Hvis ikke du vil have den for brutaliteten, vil du måske have den for sjældenheden. Denne Ugens fund er nemlig det eneste tilbageværende eksemplar på verdensplan. Alligevel kan den leases for sølle 8.600 kr. hos forhandleren Unico Leasing.
Motor: V10, 4.999 cm2, benzin
Ydelse: 550 hk / 521 Nm
0-100 km/t: Ca. 4 sek.
Tophastighed: 320 km/t
Forbrug: 4 km/l
Mål (L/B/H): 461/180/142 cm
Køreklar vægt: 1.700 kg
Bagagerumsvolumen: 430 liter
Privat leasingydelse: 8.600 kr. pr. md.
Snakken med Alexander fra Unico Leasing bliver kort, da han hurtigt sender mig i armene på Christian, der sælger bilen gennem Unico Leasing. Christian er bilentusiast med stort B med et særligt øje for de hårdtpumpede Hartge-modeller. Tidligere har han ejet to Hartge H50 i E46-generation, som dog ikke er helt så specielle som denne Ugens fund.
Man ved, man er entusiast, når man kender producenten personligt. Christian kender Hartge-familien i Tyskland, og da denne BMW Hartge H50 bliver udbudt til salg i 2010, er han i spil til at købe den sjældne brutalis dugfrisk fra tunerværkstedet. Han er den første potentielle køber til at få en prøvetur, men må ultimativt sande, at finanserne ikke er klar til et køb.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Er BMW 1M den bedste BMW nogensinde?
Christian følger dog bilen tæt herefter i håbet om at kunne købe den senere. Første ejer er en tysk direktør, som kører størstedelen af de 32.000 kilometer i bilen. Herefter ryger nemlig til en hollandsk BMW-samler, der først køber den som hverdagsvogn, indtil det går op for ham, hvor sjælden den er. Straks ryger den i samlingen, mens Christian langsomt forsøger at overtale ham til at sælge.
Det tager Christian to år at overtale den excentriske hollænder til at sælge bilen. I slutningen af 2020 får Christian bilen til Danmark, hvor han har haft glæde af den i halvandet års tid. Det er ikke blevet til så mange søndagsture, som han havde håbet på, og derfor skal en ny entusiast nu have muligheden.
Normalt er jeg ikke bleg for at kalde biler for sjældne, når jeg skriver Ugens fund-artikler. Denne Ugens fund gør dog alle de andre ‘sjældne’ biler til skamme. Som sælgeren Christian siger med et glimt i øjet, er det faktisk ikke muligt at finde en bil, der er mere sjælden end BMW Hartge H50 E92. Der er nemlig kun den ene i verden.
Der er kun bygget fem eksemplarer af H50 E92: Tre E90 sedaner og to E92 coupéer. Søger man efter modellen på Google, vil man hovedsageligt se én af de tre sedaner. De optræder i artikler og på auktionssider, når de fra tid til anden bliver solgt af en samler til en anden. Coupéerne ser man dog ikke meget til, og det er fordi, der kun er Christians tilbage.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den bedste BMW M3 nogensinde?
Den anden BMW Hartge H50 E92, der blev produceret, er nemlig borte med blæsten: Totaltskadet og udbrændt. Det er ikke alene en synd og skam for ejeren, men også for Hartge-historien generelt. De to BMW Hartge H50 E92 var nemlig de sidste biler, der rullede ud af Hartge-værkstedet i Beckingen.
Der skulle egentlig være produceret flere eksemplarer, ligesom BMW Hartge H50 E46, der er bygget i omkring 30 eksemplarer. Økonomiske vanskeligheder i 10’erne betyder dog, at de grandiose ombygninger nedprioriteres til fordel for mere prisbillige tuning- og stylingkits for at holde hjulene kørende.
Da grundlægger og direktør Herbert Hartge omkommer i en trafikulykke, går det stødt ned ad bakke, og efter nogle år med usikre tider bliver det et endeligt for tuningsfirmaet Hartge i 2019. Denne Ugens fund er dermed ikke alene supersjælden – den markerer også et punktum i Hartges historie.
Det er en populær misforståelse, at BMW Hartge H50 E92 er bygget på en bund af den V8-drevne BMW M3 E92. Denne Ugens fund kaldes ganske rigtigt ‘M3’, fordi den er Hartges bud på en M3, og fordi den er udstyret med M3-optik komplet med kofangere og kølerhjelm.
I virkeligheden baserer den sig dog på en halvdød sild af en BMW 325i, og ser man på stelnummeret, er det slet ikke en BMW. Det er en ægte Hartge.
Ombygningen og tilpasningen af den massive V10-motor fra BMW M5 E60/E61 krævede så meget arbejde, at selv de dyre M-dele fra BMW M3 skulle udskiftes og opgraderes. Derfor var det billigere at starte med en BMW 325i, som kunne skrælles og bygges op på ny.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Vildt eftertragtet BMW M3 fra 1989
Udgangspunktet i en 325i gjorde dog ikke noget nemmere for Hartge. Uanset hvordan de gik til opgaven, viste det sig mere kompliceret end først antaget. Ikke kun pladsmæssigt, men også i forhold til tilpasningen af de elektroniske systemer.
Til bilmagasinet Evo udtalte chefingeniøren Volker Schou i 2006, at motoren lige så godt kunne være hentet fra en helt anden producent. Selvom E60 5-Serie og E92 3-Serie blev bygget af BMW i samme tidsperiode, var der ingen af systemerne, der spillede sammen.
Dertil kom arbejdet med at konstruere dele som drivaksler og motorophæng fra bunden, så de passede til 3-Serien. Og nå ja… Så var 500 hk stærke V10-motor fra BMW M5 ikke god nok til grundlæggeren Herbert Hartge. En omfattende opgradering af ting som stempler, krankaksel og motorstyring hev yderligere 50 hk ud af motoren, før den blev mast ned i denne Ugens fund.
Okay, lad mig lige opsummere og understrege, hvad vi har med at gøre. Denne Ugens fund er en BMW 325i, der født med 218 småforkølede hestekræfter, men som har fået den sublime V10-motor fra BMW M5 E60. Synet og godkendt, du!
LÆS OGSÅ | Den smukkeste BMW på Bilbasen?
Det er 550 hk ved 8.000 skrigende omdrejninger, der kan give selv de mest hjertekolde kuldegysninger. Det er 550 hk på baghjulene i en bil, der vejer under 1.700 kg. Men det er også 550 hk, der gør denne Ugens fund til en tørstig sag med en benzinøkonomi på 4 km/l. Det gør avs, når vi betaler 18 kr/l i øjeblikket.
Historien om Hartge minder meget om den, der også kan fortælles om Alpina. Det er en historie om en driftig erhvervsdrivende, der er glad for biler, herunder særligt dem fra bayerske BMW. En driftig erhvervsdrivende, som kommercialiserer interessen ved at ombygge og sælge Bimmere. Forskellen er bare, at historien om Alpina er bredt kendt, mens Hartges historie er glemt.
Hartge specialiserede sig i at smide store motorer i almindelige BMW’er. De fik for alvor omtale og vind i sejlene med Hartge H35-24S, som var deres svar på BMW M3 E30. Hvor M3’eren kørte med 4-cylindret motor og 215 hk, smed Hartge en M88 rækkesekser i E30’eren med 330 hk.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Alpina B6 er en enhjørning i bilformat
I 1989 løsriver Herbert Hartge sig fra sine brødre Rolf og Andreas, der, kun 7 km fra Hartge-værkstedet i Beckingen, starter deres eget tuningsfirma. For at gøre forvirringen total specialiserer Rolf og Andreas Hartge sig i Mercedes i stedet for BMW. Ligesom Hartge laver storstilede ombygninger på bestilling under navnet Carlsson Tuning.
Herbert Hartge fortsætter ufortrødent og bygger adskillige vilde BMW-modeller. Problemet er bare, at der er ingen, der kender til det. Historien om Hartge, herunder både opstandelsen og opløsningen, samt Herbert Hartges død, er forsvundet som dug for solen. Kun oldgamle internetartikler berør det perifert, mens sælgeren Christian har hjulpet undertegnede med en uddybning.
Hvis en ukendt brutalis, der kan tage fusen på de fleste, lyder som noget for dig, kan du se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.
Der er ikke solgt mange eksemplarer af den nye Mercedes-AMG C 63 S – og det forstår vi godt. Læs med og find ud af hvorfor.
Vi hylder tre tyske baghjulstrækkere med V8-motor, der tager dig tilbage i tiden, hvor køreglæde handlede om dækrøg og dramatik frem for assistentsystemer og acceleration.
Den nye Mini Cooper SE på el kan køre meget længere på en opladning end den gamle. Det gør den meget tungere, men ikke alt er tabt.
Indregistreringstallene for nye elbiler slog igen i oktober rekord: 61,3 procent af de nye biler var elektriske. I top 10 er det Volkswagens MEB-platform, der styrer showet.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.