april 30, 2021

Ugens fund: Volvo 850 T-5R er en sjælden svensker tunet af Porsche

En gul, kasseformet Volvo er nok interessant for de færreste. Men kendere vil vide, at der er tale om en helt særlig og ganske sjælden model, der går under navnet Volvo 850 T-5R, og som Porsche har pillet ved.

Af: Simon Hallenslev / d. 30. april 2021

Der er nok mange, der forbinder Volvo med svensk snusfornuft, stationcars med god plads og høj sikkerhed. Det svenske bilmærke fra Göteborg har dog også en legesyg og humoristisk sans. Eller, det har de i hvert fald haft engang, før de begyndte at fartbegrænse og elektrificere det hele. Den cremegule Volvo 850 T-5R er i hvert fald forførende fjollet og ufornuftig.

Volvo 850 T-5R er et meget atypisk marketingfremstød, der skulle gøre folk mere opmærksomme på 850-modellen. Og det lykkedes for at sige det mildt. I dag er 850 T-5R ikke alene uhyre eftertragtet men også lidt af en legende i Volvo-regi.

Denne Ugens fund er en importbil fra Holland, der står snorlige med bare 214.000 kilometer på tælleren. Vi kigger nærmere på bilen og på historien bag, her.


Volvo T-5R Stc.

Motor: R5, 2.319 ccm, benzin
Ydelse: 240 hk / 300 Nm
0-100 km/t: 7 sek.
Tophastighed: 249 km/t
Forbrug: 9,5 km/l
Pris: 200.000 kr. (u. afgift)
(Nypris i 1994: ca. 685.000 kr.)


En kortlivet drengedrøm

Det er privatsælgeren Jacob fra Køge, der sælger den cremegule svensker, som egentlig har været en drengedrøm for ham, siden den blev introduceret i 1994. Derfor drog han i slutningen af sidste år til forhandleren ER Classics i Holland, der er en af de største klassiske bilforhandlere i Europa.

Kort efter drengedrømmen lander i Køge, fjerner regeringen originalitetskravet til veteranbiler. For Jacob betyder det, at et gammelt Porsche-projekt, der længe har været på hold, pludseligt får nyt liv. Det betyder også, at der nu mangler plads i garagen, hvorfor Volvoen skal sælges.

Bilen er svensk fra ny og bliver først opkøbt af den hollandske forhandler i 2019. Det er derfor ikke mange kilometer, der er lagt i den, siden den svenske ejer sendte den til Holland. Den står med pæne 214.000 kilometer på tælleren, og Jacob er villig til at give sin drengedrøm videre for 200.000 kroner uden afgift. Se den her, hvis ikke den er solgt.

En god marketingidé

I 1991 var Volvo aktuelle med 850-modellen. I kølvandet på lanceringen var Volvo sultne på at udbrede modellen så meget som muligt, og ville give 850’eren spalteplads på kreative måder. Derfor kom marketingafdelingen op med to separate planer, som begge skulle fuldføres.

Først besluttede Volvo, at de med 850-modellen skulle tilbage på racerbanerne. Valget faldt på det britiske raceserie BTCC, og valgte meget atypisk at deltage med en stationcarvariant frem for en sedan. Selvom den aldrig rigtig vandt noget, fik den oceaner af opmærksomhed grundet sin kantede statur og drøjde på de britiske racerbaner.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: VW T1 Pick-up er en rød drøm på gule plader

Det andet marketingfremstød var, at der skulle laves en sportslig specialversion af Volvo 850 T-5. Udfordringen var bare, at marketingafdelingen var ved at løbe tør for penge. De havde ni måneder og godt 11 millioner kroner til at udvikle en hårdkogt udgave, hvilket er småpenge, hvis man sammenligner med de penge som M-afdelingen hos BMW og AMG-afdelingen hos Mercedes-Benz brænder af på specialversioner.

De tog en almindelig Volvo 850 T-5, som de sænkede og smed skørtesæt, spoiler og sportsfælge på (inspireret af BTCC-raceren). I 11. time inddrog de Volvos farve-fyr, Ingvar Malander, der udviklede en helt ny farve til modellen, som de døbte ’Cream Yellow’, altså, cremegul. Meget mere nåede de ikke, før de skulle have bilen med til bilmessen i Geneve.

En hjælpende hånd fra Porsche

Den gule Volvo 850 T-5R, der blev udstillet på Geneve i 1994, var således blot en ’pimpet’ Volvo T-5. I reklamefilmen som Volvo skød med 850 T-5R, var ruderne meget mørkt tonede på bilerne, ganske enkelt fordi de ikke var færdige med at udvikle interiøret endnu.

Efter en veloverstået messe i Geneve med masser af opmærksomhed, turde Volvo godt skrue op for ambitionerne til specialmodellen. Derfor spurgte de ingen ringere end Porsche om hjælp både til opsætningen af kabinen samt til tuningen af motoren.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Toyota Supra med 400 hk, dobbelt turbo og manuelt gear

Porsche valgte at udstyre 850 T-5R med dellæder, hvor sædernes yderste materiale var alcantara mens de midterste sidestykker var rigtigt læder. En sammensætning af materialer som Porsche selv havde brugt i 911 Turbo. Resten af kabinen blev holdt sort med mørkt træ-trim rundt omkring.

I motoren satte Porsche en ny motorstyringsenhed, der øgede turbotrykket med 0,1 bar og gav motoren 18 hk mere sammenlignet med Volvo 850 T-5. Dermed endte Volvo 850 T-5R med 240 hk, 300 Nm, en acceleration fra 0 til 100 km/t på 7 sekunder i stationcarversionen og en topfart begrænset til 249 km/t.

Super sjælden svensker

Da den cremegule og Porsche-tunede 850 T-5R blev endeligt præsenteret, blev Volvo blæst bagover af efterspørgslen. Egentlig var det kun meningen, at der skulle laves en gul version, men da farven delte vandene og efterspørgslen var, som den var, tilføjede de muligheden for en grøn og en sort lakering også.

I alt blev der produceret 6.964 Volvo 850 T-5R, heraf var 2.537 af dem cremegule, 2.516 af dem sorte og 1.911 grønne. Det er jo sjældent nok i sig selv. Men hvis man kigger på de cremegule stationcars med manuelt gear, som denne Ugens fund er udstyret med, begrænser produktionstallet sig til 526 stk.

Hvis den sjældne svensker skal blive din, kan du se den her, hvis ikke der er kommet dig nogen i forkøbet.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS