Japan har sat adskillige geniale motorer i verden og smidt dem i biler, der er blevet idoldyrket af bilelskere unge som gamle. Vi samler 3 japanske biler til salg på Bilbasen, der er udstyret med legendariske motorer.
K20. EJ25. 2JZ. Hvis du er bilnørd, ved du allerede, hvad det handler om. Det er serier af helt specielle motorer fra tre forskellige japanske bilhuse. Det er sådanne tre motorer, der er proppet i de biler, jeg udvælger til dig her.
Hvis ikke du er helt skarp i japanske motorserier, kan jeg fortælle, at vi har at gøre med tre meget forskellige motorer. K20 er en 4-cylindret rækkemotor, EJ25 er en 4-cylindret boxermotor og 2JZ er en 6-cylindret rækkemotor.
Du har sikkert allerede gættet hvilke biler, jeg har udvalgt – men hvilken motor synes du, er den fedeste?
Mit første valg er også det mest kontroversielle. Her er en på papiret ganske almindelig 4-cylindret rækkemotor på sug i en tilsyneladende almindelig japansk hatchback. Når det er Honda, der står bag, og når de skriver Type R på bagsmækken, er der dog ikke meget, der kan kaldes almindeligt.
Motoren er helt specifikt en K20A med 200 hk og 196 Nm. Det lyder måske ikke som alverden, men magien skal findes i omdrejningerne. Denne Honda Civic Type R kan nemlig nappe svimlende 8.400 omdrejninger, før der skal skiftes.
Det lave moment betyder også, at alle 200 hk først findes ved 8.000 omdrejninger, hvorfor motoren skal have tæsk for at yde sit fulde potentiale. Bilen her vejer kun 1.170 kg, så hvis dine gearskift er kvikke nok, kan du tage turen fra 0 til 100 km/t på kvikke 6,6 sekunder.
Honda Civic Type R
Motor: R4 benzin 1.998 ccm Ydelse: 200 hk / 196 Nm 0-100 km/t: 6,6 sek. Tophastighed: 235 km/t Forbrug: 11,2 km/l Vægt: 1.170 kg Mål (L/B/H): 414/170/142 cm Bagagerumsvolumen: 315 liter Nypris i ’05: Ca. 350.000 kr.
K20-motoren er udstyret med Hondas variable ventilstyring, kaldet VTEC, hvilket sætter streg under legendarisk. Mellem 2.000 og 5.500 omdrejninger kører denne Honda Civic Type R som bedstemors minibil. Når nålen passerer 6.000 omdrejninger åbnes der op for alle ventiler og dermed sugemotorens fulde potentiale. Det er mærkbart og underholdende.
K20-motoren, VTEC-systemet og Honda Civic generelt har desværre fået lidt et Brian-ry, fordi det kun er i larm og støj på dramatisk vis, at kræfterne klemmes ud af den. Udadtil kan en larmende acceleration godt lugte lidt af mindreværd. Men jeg lover dig, at din indre Brian hurtigt støves af, når du hører først K20-motorens afhængighedsskabende skrig.
Vi bliver i den fagre verden af 4-cylindrede motorer men dog i en konstellation, der er noget mere atypisk end rækkemotoren i Honda. Subaru er nemlig særligt kendte for deres boxermotor, der er en motortype, som i dag kun holdes i live af Subaru og Porsche. Toyota bruger den også i GT86, men den leveres af Subaru.
Jeg er ingen ingeniør og vil derfor afholde mig fra svære tekniske forklaringer. Boxermotoren er en flad motor, hvor cylindrene ligger vandret og ‘bokser’ ud til siderne i stedet for at ligge lodret eller i en hældning, som række- og V-motorerne gør. Sådan, helt basalt forklaret.
Subarus 4-cylindrede boxermotorer giver en distinkt, rumlende motorlyd, som ingen anden 4-cylindret motor kan give. I de mere sportslige WRX og WRX STi-varianter, som denne Subaru Impreza, spændes en turbo på den herlige motor med en velprøvet opskrift, der har kørt legender som Colin McRae og Petter Solberg til mesterskabstitler i WRC.
Subaru Impreza WRX STi
Motor: B4 benzin 2.457 ccm Ydelse: 280 hk / 392 Nm 0-100 km/t: 5,4 sek. Tophastighed: 255 km/t Forbrug: 9,2 km/l Vægt: 1.470 kg Mål (L/B/H): 446/174/144 cm Bagagerumsvolumen: 395 liter Nypris i ’06: Ca. 650.000 kr.
Det er netop WRC-titlerne, der er med til at gøre EJ-motoren legendarisk. Med det turbodrevne kraftværk under hjelmen skabtes ikonet McRaes glorværdige rallykarriere, og motoren kørte Subaru til konstruktørmesterskabet i fra 1995 til 1997. McRae tog kørermesterskabet med motoren i 1995, Richard Burns tog den i 2001 og Petter Solberg i 2003.
Nordmanden Petter Solberg var fast mand hos Subaru fra 2000 og 2008, hvor han blandt andet hjalp til med udvikling og fintuning af de hårdkogte WRX STi-varianter. Hans loyalitet blev blandt andet fejret med denne Subaru WRX STi Petter Solberg Edition, der kan blive din for 349.900 kr. Den står i den helt rigtige blå farve med guldfælge, og du kan se den her, hvis ikke den er solgt.
Selvom Honda og Subaru fans sikkert bliver sure, tør jeg godt skrive, at jeg har gemt det bedste til sidst. Her er den velsagtens mest berømte og berygtede motor, der nogensinde er produceret. Det er selvfølgelig den turbodrevne 2JZ, der gemmer sig under hjelmen på denne Toyota Supra.
Det er bilen, der er født til at være en forholdsvist budgetvenlig sportsvogn med pålideligheden i orden, men som i dag er blevet tunerens, drifterens og gaderæserens foretrukne. Det er en motor, der er gået hen og blevet religion.
Og hvorfor? Fordi den er notorisk kendt for at kunne tåle tæsk. Fra fabrikken yder 2JZ-GTE, der er den turbodrevne version, 330 hk. Dét var nok til at sende herligheden fra 0 til 100 km/t på 5 sekunder, hvilket var vildt i starten af 90’erne. Man fandt dog hurtigt ud at, at man, uden meget mere end at skrue på turbotrykket, kunne klemme op mod 600 hk ud af motoren.
Toyota Supra T-Turbo
Motor: R6 benzin 2.997 ccm Ydelse: 330 hk / 441 Nm 0-100 km/t: 5,1 sek. Tophastighed: 250 km/t Forbrug: 9,5 km/l Vægt: 1.585 kg Mål (L/B/H): 451/181/128 cm Bagagerumsvolumen: 185 liter Nypris i ’95: Ca. 900.000 kr.
Når snarrådige mekanikere først begynder at rode med indmaden samt større turbo og intercooler, kan man mase 2JZ til vanvittige 1.000 hk. Med 2JZ under hjelmen vidste de fleste, at Toyota Supra Mk4 var skabt af noget helt særligt. Også Hollywood indså det, hvorfor de smed en neongrøn Supra på coveret af filmen ‘The Fast and the Furious’.
Hvis ikke, du husker det, indgår Supra og 2JZ-motoren specifikt i plottet, da en udbrændt udgave indkøbes til at skrabe penge ind på ulovlige gaderæs, fordi der er noget helt specielt i motorrummet. Denne Toyota Supra er skånet for farverige stafferinger og er holdt helt clean. Motoren er opgraderet med ting som større intercooler og en ordentlig skorsten af et afgangsrør, og den kan blive din for 510.000 kr. Se den her, hvis ikke den er solgt.
VW California rykker fra varevogn over til personbil, og omstillingen til den nye generation giver mulighed for PHEV-drivlinje med firehjulstræk. California er også større end før og kommer i fem varianter.
Yaris Cross har ikke fået et egentligt facelift, men en mindre opdatering med nyt infotainmentsystem og mulighed for en stærkere hybrid med 130 hk. Basismodellen Essential er udgået, men laveste pris er alligevel holdt nede.
Vil du have det sjovt i hverdagen, men har ikke pengene til at privatlease en Mercedes-AMG? For kun 2.345 kr. om måneden kan du køre den sjove VW Polo GTI med 207 hk.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.
I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.