Elektronikgiganten Apple har arbejdet på en elbil siden 2014, og nu er projektet definitivt lukket ned. Apple opgiver efter at have brugt mere end 70 mia. kr. på at finde retningen.
TEKST Morten Bek FOTO PR
I 2014 annoncerede amerikanske Apple udviklingen af en bil, der skulle blive en direkte rival til Tesla. Efter 10 år har elektronikgiganten intet håndgribeligt at vise, og tidligere på ugen blev projektet lukket ned og lagt i graven.
Det er den amerikanske avis New York Times, som skriver, at Apple tirsdag fortalte medarbejderne, at Apples elbilsprojekt, der løbende har ændret retning gennem de godt og vel 10 år, nu lukker. Medarbejdere på projektet bliver overflyttet til at arbejde med kunstig intelligens, skriver New York Times.
Titan, som var det interne navn for projektet, har ifølge den amerikanske avis kostet mere end 70 milliarder danske kroner. Det er formentlig første gang, at Apple har brugt så store summer på udvikling, som ikke har resulteret i et nyt produkt. Beløbet overstiger det, den danske stat forventes at bruge på den nye Femern-tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland.
Et projekt, der løb i alle retninger
Titan-projektet, skriver New York Times, var allerede dødsdømt fra starten, og mange medarbejdere sat på projektet brugte ikke navnet Titan. De kaldte elbilsprojektet “the Titanic disaster” – Titanic-katastrofen. Apple havde brug for et nyt stort hit, efter grundlægger Steve Jobs døde i 2011, og en elbil skulle vise investorer og kunder, at Apple stadig kunne overraske.
Fra 2014 og op til 2024 har Apple ændret flere gange på retningen i Titan-projektet. Fra starten, hvor Apple skulle være direkte konkurrent til Tesla, til fokus på selvkørende teknologi i stil med Googles Waymo-projekt. I den seneste tid har fokus igen været at gå i direkte konkurrence med Tesla.
Apple har ingen offentlig kendt aftale med en producent, der skulle stå for produktionen af bilerne. Kinesiske Foxconn, som er den største leverandør til Apple af iPhones, har meldt sig på banen, men som resten af projektet endte den idé i en blindgyde.