februar 28, 2020

Test: Kia Ceed SW som plug-in-hybrid er den første af sin art

En helt almindelig stationcar i Golf-klassen til en meget rimelig pris, tilført en drivlinje med både el og benzin – det er lidt af en sensation.

Af: Morten Bek / d. 28. februar 2020

Den triller lydløst ned ad vejen som enhver anden plug-in-hybrid. Tiltrækker sig ingen opmærksomhed. Men det burde den, den nye Kia Ceed SW i plug-in-versionen PHEV. Ingredienserne eller formen er ikke i sig selv de ting, som gør Ceed’en meget interessant, men i stedet det faktum, at en bilproducent ENDELIG har valgt at smække en plug-in-drivlinje i en helt almindelig stationcar i Golf-klassen.

Læs også: Stor test: Så langt kan en plug-in hybrid køre i virkeligheden

En hatchback i den størrelse med plug-in-teknologi har man længe kunne få. Her er det især oplagt at tænke på VW Golf GTE, og flere kommer nu til. Mercedes-Benz A-Klasse og Renault Megane er to af dem, men de to vil altså optræde som hatchback, ikke stationcar. Så lige nu, indtil blandt andet Skoda Octavia stationcar kommer som plug-in-hybrid, har Kia den lille del af markedet helt for sig selv. Og den værste konkurrent til Ceed SW PHEV kommer endda indefra: Kia Niro PHEV, den storsælgende crossover.

Når en bil er den første af sin art, så er der grund til at være spændt på resultatet. Vi tester, om den delvist elektriske stationcar er værd at fejre som en nyhed, der udvider mulighederne.

Hvor langt (og hvor godt) kan den køre på en opladning?

Det er præcis samme benzinmotor, elmotor, batteripakke og gearkasse i Ceed SW PHEV, som vi har kendt i flere år i Niro PHEV. Med en kapacitet på 8,9 kWh kan den delvist elektriske Kia levere op til 57 km på strøm, når man har ladet en fuld opladning.

Vi har fornøjelsen af at lade det forholdsvis lille batteri op fire gange i løbet af testugen. Hver gang opladningen er fuldendt, står vi med 55 kilometer, vi kan køre på ren strøm. Men at vurdere, om Ceed SW PHEV lige præcis kan køre de lovede kilometer uden at bruge benzinmotoren, er som at stole på, at det officielle brændstofforbrug på 76,9 km/l er rigtigt: Meget svært.

Se også: Morten Bek lærer dig alt om plug-in hybrid

Vil man have mest ud af drivlinjen, skal man nemlig lade den passe sig selv. Lade bilens systemer vurdere, hvornår det er bedst at køre på strøm eller lade benzin og el drive den sammen, hvor den opfører sig som en hybrid. Det er vores klare oplevelse, at man selv med stort set afladet batteri vil køre på strøm rigtig meget af tiden i byen. Batteriet aflades aldrig helt, så bilen kan altid fungere som almindelig hybrid.

Et par motorvejsture på cirka 100 km, hvor batteriet er toppet næsten op den ene gang og helt op den anden gang, afslører, at man selv ved 110-130 km/t gør meget lidt brug af benzinmotoren. Elmotoren er et mærkbart boost til en benzinmotor, som hverken er af nyeste dato eller af specielt spændende karakter. 1,6’eren er den eneste i en Ceed uden turbo, men strømmen gør en stor forskel for bundtræk og samlet ydelse. Og vi har svært ved at tro, at nogen vil købe en så fornuftig PHEV for at presse den til det yderste.

Hænger resten af Ceed SW PHEV godt sammen?

Ceed SW er som plug-in-hybrid en meget tiltalende stationcar, og den kan meget vel være den bedste version af den koreanske familiebil. Støjniveauet er lavere, end vi har oplevet det i den almindelige Ceed (både hatchback og SW), og batteriets ekstra 117 kg gør faktisk affjedringen en tjeneste, så komforten og køreegenskaberne får et plus på komfortsiden.

Se også: Kia Ceed: Berner tester bilen, der får dig til at lyve

Der er rigtig god plads også i den 461 cm lange stationcar. Den er altså mere anvendelig end Niro PHEV. Kia har gjort alt for at bevare det oprindelige bagagerum, og mens der i faktaarket står 437 liter, så opleves det mere rummeligt. Gulvet i bagagerummet flugter med kanten af kofangeren, og bundpladen er delt op i flere sektioner. Det giver adgang til små og store rum under den. Der er en opbevaringsæske til et ladekabel med, men der er plads til to kabler og mere til i det store rum under gulvet.

Udstyr og tech er en stor del af oplevelsen i Ceed SW PHEV. Testbilen står med Upgrade-udstyr og Plus-pakken. Det vil sige stort infotainmentsystem med 10,25” touchscreen, fulddigital instrumentering, navigation, lædersæder med varme og køling, adaptiv fartpilot, trådløs opladning af smartphones, el-styret bagklap og meget andet. Det er med til at give indtryk af en bil, som virker dyrere, end den er.

Hvad koster en Ceed SW PHEV, og hvad koster en 3 år gammel model?

Og netop prisen er særdeles fornuftig. Den nye Ceed SW PHEV er billigere end Niro PHEV. Cirka 15.000 kr. i de respektive basisudgaver. Ceed SW PHEV koster fra 259.999 kr., og selv om en ladeboks hjemme i garagen/carporten koster cirka 10.000 kr., så er det meste andet forventelige udstyr standard til den pris. LED-forlygter, adaptiv fartpilot, alufælge, automatisk klimaanlæg og Apple CarPlay er standard i basismodellen Prestige. Det samme er varme i rattet, DAB-radio og regnsensor.

Læs også: Disse brugte biler har færrest fejl til syn

Upgrade-versionen koster 279.999 kr. For at den rigtigt giver mening, skal man vælge en af de to ekstraudstyrspakker, Intro eller Plus. Kan man undvære læder på sæderne, ventilation i sæderne og varme i bagsæderne, er Intro-pakken til 10.000 kr. med digital instrumentering, det store infotainmentsystem, blind vinkel-system, trådløs opladning af smartphones med videre det smarte valg.

Går vi tre år tilbage i tiden for at finde en brugt PHEV fra Kia, så lander vi på et tidspunkt, før Niro PHEV (og den større stationcar, Optima PHEV) nåede til Danmark. De første Niro PHEV landede i november 2017, og den ældste udgave af bilen, som er til salg på bilbasen.dk, er indregistreret første gang i januar 2018. Et eksemplar af Niro PHEV fra oktober 2018 med 17.000 km på tælleren står til 237.000 kr. Men også nyere eksemplarer fås til lavere priser. Det generelle prisniveau starter ved cirka 225-230.000 kr., hvorfor man med fordel vil kunne købe en ny Ceed SW PHEV i stedet. På den måde får man en helt ny bil, som kommer med mere plads og mere sikkerhedsudstyr for en lille merpris.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS