april 18, 2024

Mazda CX-80 er den nye topmodel med syv sæder

CX-80 er det nye flagskib fra Mazda til det europæiske marked. Den 5 meter lange SUV har syv sæder som standard og kommer til Danmark som plug-in hybrid med 327 hk til priser fra 562.000 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Mazda CX-60 er en ret stor SUV. Den er 475 cm lang og dermed større end Audi Q5, men Mazda vil alligevel gerne gøre det større endnu. Med den nye CX-80 introducerer Mazda europæerne for sin nye topmodel, der kommer til Danmark i efteråret.

Den nye CX-80 er i princippet ikke meget andet end en CX-60, der er forlænget. Med 25 cm ekstra rammer CX-80 kun lige fem mm under de fem meter, og de mange ekstra centimeter bruger Mazda til en ekstra sæderække. Den store SUV bliver den første Mazda i Europa med syv sæder siden den kompakte MPV Mazda 5, der udgik i 2015.

Det kræver, at man er medlem af designafdelingen hos Mazda for at kunne se forskel på CX-60 og CX-80, når man kigger på bilernes front. Der er, så vidt vi kan nærstudere os frem til, ikke den mindste forskel på de to biler. Er det for meget forlangt, at topmodellen kom med sin egen identitet.

Der er noget mere voluminøst over bagenden på CX-80, som kommer sig af, at der skal være plads til flere sæder – og stadig være plads til bagage. Med de to bageste sæder rejst op, er der stadig plads til 258 liter bagage. Med de to bageste klappet ned er der en volumen på hele 687 liter, og er kun forsæderne i brug, er der 1.971 liter klar til den store oppakning.

Række to kan vælges med enten et sæde med plads til tre personer eller to separate kaptajnstole. Kaptajnstolene kommer med gennemgang til bageste række eller med en konsolboks.

Danmark får kun plug-in hybriden

I forhold til CX-60 har CX-80 fået et automatisk klimaanlæg med tre zoner, Alexa-stemmestyring til betjening af mange af bilens funktioner, opdaterede sikkerhedssystemer og et 360 graders kamera, som skal gøre det lettere at bakke præcist hen mod en anhænger eller campingvogn.

CX-80 går i produktion med begge motoriseringer, som kendes fra CX-60. Der er tale om en plug-in hybrid med 2,5-liters firecylindret motor og i alt 327 hk, som har en elektrisk rækkevidde op til 60 km og mulighed for at trække op til 2.500 kilo, og en 3,3-liters diesel med seks cylindre og 254 hk. Begge har firehjulstræk som standard.

Danskerne kommer ikke til at kunne vælge mellem PHEV og diesel. Den danske importør har valgt, at udelukkende plug-in hybriden skal markedsføres i Danmark.

Startprisen på CX-80 PHEV er til gengæld allerede på plads. Ved introduktionen i Danmark i efteråret vil den kunne fås fra 562.000 kr. Det er en pris, der ved nærmere eftersyn er meget attraktiv for en stor SUV med syv sæder og over 300 hk. Prisen på den mindre CX-60 med PHEV-drivlinjen starter lige nu ved 531.000 kr., og dermed er merprisen for CX-80 kun 31.000 kr.

CX-80 kommer sandsynligvis til Danmark i udstyrsvarianterne Exclusive-Line, Homura, Takumi, Homura Plus og Takumi Plus. Alle udgaver har syv sæder som standard.

Del artikel:

Brugte Mazda CX-60 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS