juni 25, 2022

Test: Toyota Aygo X er en fin bil, man ikke behøver være rig for at købe

Der er kun få biler tilbage, som ikke koster over 140.000 kr. Den nye Toyota Aygo X er en af dem, og bortset fra en træg motor gør mikrobilen det godt.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Nye biler er i stigende grad for de rige. Jeg kunne sige det samme om dagligvarer og benzin, men nye biler er ikke kun ramt af inflation og råvarepriser, som gør dem meget dyrere end for bare et år siden. De er også ramt af leveringsproblemer – biler som aldrig dukker op, fordi de ikke kan produceres eller ikke kan komme ud til forhandlerne.

Kan du huske dengang, du kunne få en Ford Ka til under 70.000 kr.? Der var benhård konkurrence og de lavest mulige priser. Og det er slet ikke længe siden, du kunne købe en ny Citroën C3 til 115.000 kr. Nu er det virkelig svært at finde en ny bil under 140.000 kr.

LÆS OGSÅ | Lidt nyt er godt nyt i Toyota RAV4

En Ford Ka findes ganske enkelt ikke mere, og mange andre mikrobiler har mødt samme skæbne – og den engang så folkelige Citroën C3 koster nu i billigste fald 160.000 kr. Et kampagnetilbud med kort udløbsdato, står der endda på franskmændenes hjemmeside.

Højere og længere end før – og en meget bedre bil end den gamle Aygo

Det er så svært at finde en ny bil til under 130.-140.000 kr., at du kan nøjes med en enkelt hånd til at tælle de biler, der findes fra nye til den pris. Kia Picanto, Hyundai i10, Dacia Sandero (kun et begrænset antal lagerbiler), Mitsubishi Space Star (genopstået!) – og så den helt nye Toyota Aygo X.

Toyota trodser alle trends. Efter samarbejdet om de tre små – Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo – er lukket, har Toyota selv løftet byrden og lavet en helt ny mikrobil. Usædvanligt, men også fedt, for den giver danskere uden svulstig økonomi råd til at købe en nyudviklet bil. Aygo X koster fra 130.000 kr., og allerede i maj måned var den Danmarks tredje mest solgte bil.

Som det tit er: Den billigste er en lokkedue

130.000 kr. for en moderne Toyota med op til 10 års garanti, aircondition, varme i sæderne, adaptiv fartpilot og automatisk nødbremse. Det er nok til søvnløse nætter hos konkurrenterne. Men lidt rigere end til lige nøjagtigt at kunne mestre 130.000 kr. skal du altså helst være. Fint med adaptiv fartpilot, men hvor tit skal du bruge det i en bybil? Så tager jeg meget hellere et infotainmentsystem eller Bluetooth, som ikke er ombord i Aygo X Essential til 130.000 kr.

Essential er en lokkedue, for jeg kender INGEN nybilskøber, som vil undvære Bluetooth, radio og mulighed for at streame musik eller podcasts. 15.000 kr. mere skal op af lommen for at få den testede Active, der som modsvar til merprisen er forbløffende veludstyret.

LÆS OGSÅ | Video: Skarp pris på Toyota BZ4X

LED-forlygter, bakkamera, infotainmentsystem med 8” touchscreen, 17” alufælge, læderrat, “lydisolering af kabinen” (okay, har basismodellen så bare ingenting?), tågeforlygter, regnsensor og automatisk klimaanlæg. Se på det sådan her: Du strækker dig lidt længere, men til gengæld er det en Aygo X der er bedre udstyret end en fabriksny VW Polo til langt over 200.000 kr.

En bonus er, at skal du en dag sælge din Aygo X, mere eller mindre tilkørt, så vil Active-udgaven være så meget mere interessant end den lidt billigere Essential.

Den har en motor, men kun til det mest nødvendige

Jeg ville på alle måder nødigt køre rundt i den billigste Aygo X. Mange af de kilometer, jeg kører i løbet af dagene, jeg tester den nye mikrobil, kører jeg på motorvej og på motortrafikveje. Lydisoleringen er sådan set okay, men jeg er glad for, at jeg har infotainmentsystem, lydanlæg og streaming – det kan ikke overdøve, men det kan nedtone vejstøjen. Aygo X uden lydisolering og lydanlæg må svare til at en pool uden vand i. Du kan være i den, men det er en straf i forhold til, hvordan det kunne være.

Aygo X svageste punkt er motoren. Den trecylindrede motor har 72 hk, og det er, ret beset, en robust ydelse til en mikrobil, der vejer omkring 1.000 kilo. Men den lille motor har altid været træg, og den er stadig træg. Det bliver så tydeligt i en helt ny bil, der på så mange andre områder er vellykket.

LÆS OGSÅ | Test: Mazda 2 Hybrid er en fin Toyota

Gearkassen er helt okay, og affjedringskomforten er forbløffende god – testbilen kører endda på 18” hjul. Styretøjet er let og nemt, endda næsten præcist. Motoren larmer, er ved at kvæles i sine egne omdrejninger, men faktisk er det værst ved lave omdrejninger.

Igangsætning kan være svær, og op gennem de første par tusinde omdrejninger kommer man for nemt bagud i trafikken. Fordi Aygo X kører rigtig fint, har den brug for en bedre motor. Det kommer aldrig til at ske, for med hybridsystemet fra Yaris eller en ny motor vil prisen simpelthen ikke kunne lade sig gøre.

De to bedste pladser i Aygo X er helt klart foran. Langt bedre sæder og bedre materialer end i den gamle Aygo

Jeg synes, den er fed

Næstsvageste punkt vil jeg lige få af vejen, inden jeg begynder at rose Aygo X for andre rigtig gode ting. Bagsædet. Aygo X er næsten hoppet en bilstørrelse op, og den er meget større end før. Næsten intet af forstørrelsen, og skiftet til samme platform som Yaris, går til bagsædepladsen. Det er umuligt for mig at sidde bag rattet, på sikker og komfortabel vis, og så have mere end et lille barn siddende bag mig.

Voksne? Det går ikke. Jeg vil gå med til at kalde Aygo X for en tre-en-halv-personers bil; to voksne foran, en ikke for stor voksen på bagsædet bag passagersædet – og så det lille barn bag førersædet.

Bagerummet har en fin størrelse, men ferieoppakning skal helst foregå ved at bruge bagagerummet som selve tasken. Pak tøj, toilettasker og alt det andet direkte i rummet – og lad tasken være hjemme. Se Aygo X som en stor rullekuffert.

Friskt pust i prisklassen

Jeg synes, Aygo X tager et usædvanligt mærkbart spring frem i forhold til den gamle Aygo. Måske den ligegyldig sammenligning, fordi den gamle Aygo kommer fra en tid længe før finanskrisen. Den der startede i 2007-08.

Den lille Toyota har ordentlige, rummelige forsæder, der er til at holde ud på ture på nogle timer. Den ligger sikkert og rigtig godt på motorvejen. 130 km/t – der er Aygo X ret upåvirket og styrer rigtig fint. Indretningen er udført i stenhård plast, men det er flot samlet og kommer i interessante former. Infotainmentsystemet er nemt og let at bruge, mens bakkameraets kvalitet så godt nok er så ringe, at det ikke kan bruges i mørke.

LÆS OGSÅ | Test: Du bliver glad, hvis du giver 10.000 kr. mere for din nye Skoda Fabia

Til to voksne, unge eller gamle, som ikke hver uge tager på lange motorvejsture, er Aygo X kommet ind som et friskt pust i en (pris-)klasse, hvor der er meget få biler at vælge mellem. Den er charmerende, kører godt og har i de fleste versioner rigtig meget udstyr.

Motoren kunne være langt mere omgængelig og kraftigere, men ikke desto mindre er Aygo X en rigtig fin lille bil – hjulpet rigtig godt på vej af, at den ikke koster en formue.


SPECIFIKATIONER

Toyota Aygo X 1,0 Active

Motor: R3, 998 cm3
Ydelse: 72 hk/93 Nm
0-100 km/t: 15,6 sekunder
Tophastighed: 158 km/t
Forbrug: 20 km/l
CO2:
113 gram/km
Mål (L/B/H):
370/174/151 cm
Køreklar vægt:
940 kilo
Bagagerumsvolumen:
231 liter

Pris:
144.990 kr. (Aygo X fås fra 129.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse):
0/2.595 kr. (Aygo X fås fra denne pris)
Beskatningsgrundlag, firmabil:
Kontakt forhandler


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS