Efter elbilernes indtog i Danmark har omskiftelighed, højt tempo og prisændringer været faste vilkår på markedet for både nye og brugte biler. I skrivende stund er de årelange prisfald på brugte elbiler løjet af, og priserne har endda vist tegn på stigninger, takket være en velkendt cocktail af høj efterspørgsel og lavt udbud.
Stigende oliepriser sender flere danskere over i elbil og presser en allerede høj efterspørgsel yderligere op. Selvsamme oliepriser har også gjort eksempelvis vores tyske naboer mere sultne på elbiler, hvorfor det er sværere for danske forhandlere at hente billige elbiler hjem.
Det er markedstendenser, der ikke kun ses i prisudviklingen. De ses også i antallet af brugte elbiler på Bilbasen, hvor vi i uge 8 toppede med næsten 22.000 stk., mens vi i uge 24 nåede et lavpunkt med 12.400 stk. Og så er der søgningerne, der i dette første halvår ser ud til at overgå samme periode i 2025, som ellers var et rekordår.
Men hvad er det så for biler, der søges så meget på? Det er det, vi kigger på i denne artikel, når vi ser på de mest søgte biler på Bilbasen i 2026 indtil videre – og ja, de er alle sammen elektriske.
1. Skoda Enyaq

Årets Brugtbil 2024 hænger hårdnakket i. Skoda Enyaq var den mest søgte bil på Bilbasen i 2024 og 2025, og nu lægger den heftigt an til et hattrick i 2026. Den ligger i hvert fald i toppen af søgningerne i første halvår af 2026 med en pæn margen.
Her er en velbygget, velkørende og ofte veludstyret bil med plads til familien – og det er nok netop af de grunde, at den bliver hængende i toppen på Bilbasen.
2. VW ID.4

Tvillingemodellen VW ID.4 følger efter den tjekkiske topsællert, hvilket er helt naturligt, da den besidder de nøjagtigt samme kvaliteter. VW ID.4 har været på markedet i lidt længere tid og fås derfor i et bredt udvalg takket være løbende opdateringer samt forskellige udstyrsvarianter og drivlinjer.
På Bilbasen er det varianterne Pro Performance og Style, der handles mest, mens batteristørrelsen på 77 kWh er den klart mest udbredte. I 2024 blev ID.4 lanceret med 82 kWh-batteri og en endnu mere effektiv elmotor fra ID.7 – en opdatering, der støt stiger i popularitet på Bilbasen.
3. VW ID.3

Den tredje mest søgte bil på Bilbasen er også den tredje model fra VW-koncernen. For ikke at gentage os selv kan vi nøjes med at nævne, at ID.3 har de fuldstændig samme kvaliteter som de to førnævnte søskende i en lidt mindre rummelig pakke.
I forhold til søgninger og udbud på Bilbasen adskiller den sig fra ID.4 ved at være mest populær i varianten med 58 kWh-batteri. Det er forståeligt, fordi den mindre VW stadig præsterer knap 400 kilometer på en opladning, men til en noget lavere pris.
4. Tesla Model Y

Som en flodbølge væltede den amerikanske familiebil ind i Danmark, da Tesla trak tæppet væk under markedet og reducerede priserne med op mod 30 procent i 2023. Derfor kører der mere end 33.000 eksemplarer af Model Y rundt på de danske landeveje i dag.
Prisnedsættelserne og medieomtalen har naturligvis gjort Tesla Model Y til en meget efterspurgt bil. I 2023 slog den alle rekorder på Bilbasen målt på søgninger, mens VW-koncernen altså siden er kommet efter det og har sendt den ned på en fjerdeplads.
5. Tesla Model 3

Det bliver i familien, åbenbart. Den VW-dominerede top 3 afløses i hvert fald af to Tesla-modeller med Model 3 på en stærk femteplads.
Tesla Model 3 fik en stor opdatering i 2024 kaldet Highland, der for alvor illustrerede amerikanernes muskler. Med høj kvalitet, imponerende køreegenskaber og effektivitet tæt på klassens bedste er Tesla Model 3 RWD Highland forståeligt nok den variant, der søges mest efter på Bilbasen.
6. Skoda Elroq

Minsandten om det ikke er endnu et VW-produkt! Skoda Elroq har som den kompakte lillesøster til Enyaq på rekordtid indfundet sig på toplisterne, både i forhold til nybilsalg og i forhold til antallet af søgninger her på Bilbasen.
De første eksemplarer nåede først danske forhandlere et par måneder inde i 2025, og alligevel gjorde den kål på al konkurrence og blev den mest solgte bil sidste år. Det ser vi også effekten af på Bilbasen, hvor den siden lanceringen er blevet efterspurgt i imponerende grad.
7. Audi Q4 e-tron

Den første såkaldte premiumbil på Bilbasens topliste er Audi Q4 e-tron. Det er dog reelt lidt snyd, da den er teknisk tvilling med flere af de førnævnte VW-produkter. Der er kælet lidt for nogle Audi-detaljer, men som grundpakke har den samme fine, folkelige kvaliteter som de andre.
8. BMW iX3

I løbet af det seneste halve år har den nye BMW iX3 fået nærmest uanstændige mængder omtale, og det har nok smittet lidt af på populariteten af den udgående iX3 på Bilbasen. Det er dog ikke ensbetydende med, at den gamle iX3 står i skyggen på brugtmarkedet, hvor den i højere grad udgør denne toplistes første rigtige premiumbil.
Sammenlignet med de andre biler på denne liste har BMW iX3 nemlig startet sit liv som en væsentligt dyrere, mere eksklusiv bil, som altså nu repræsenterer god værdi for pengene på brugtmarkedet. Af netop disse årsager var den at finde blandt finalisterne til Årets Brugtbil 2026.
9. BMW i4

Det bemærkelsesværdige ved at finde BMW i4 på listen over de mest søgte biler på Bilbasen er, at den ikke er synderligt populær i nybilsstatistikken. Den er ikke tæt på top 10, hverken i 2024, 2025 eller i år indtil videre.
Læs også: Test: BMW i4 eDrive40 knækker koden
På brugtmarkedet er den dog et hit, og det er efter alt at dømme af samme årsager som med BMW iX3. Her er nemlig tale om en vaskeægte BMW: i design, i køreegenskaber og i kabinekvalitet. De brugte eksemplarer taget toppen af værditabet, så man hurtigt kan spare omkring 100.000 kr.
10. Polestar 2

For bare en måned siden var der intet, der tydede på, at Polestar 2 skulle findes i top 10 over de mest søgte biler på Bilbasen. Faktisk var den kun lige akkurat at finde i top 20 – men så blev den kåret som Årets Brugtbil 2026!
Læs også: Derfor er Polestar 2 Årets Brugtbil 2026
Siden da har søgningerne på Polestar 2 taget fart, og det er fuldt fortjent, fordi den er et bundsolidt brugtkøb. Den svensk-kinesiske elbil står med et tidløst, velkendt design, en dyrt udført kabine, solide køreegenskaber og meget få udfordringer som brugtbil. Alt det kan du læse mere om i vores brugtgennemgang lige herover.



